Fra 1920 til 1933 gjaldt der i USA en landsdækkende forbud mod fremstilling, salg og transport af alkoholiske drikke. Forbuddet skulle forbedre samfundet, men førte til det modsatte: organiseret kriminalitet blomstrede op, illegale barer skød op overalt, og barkeepere udvandrede til Europa. Hvad der begyndte som en moralsk korstog, endte som et mislykket eksperiment – og efterlod spor, der stadig kan findes i enhver cocktailbar i dag.
Forstør grafikVejen til forbuddet
Forbudsbevægelsen havde sine rødder i det 19. århundrede. Religiøse grupper, først og fremmest afholdsbevægelsen, gjorde alkohol ansvarlig for sociale problemer som vold i hjemmet, fattigdom og kriminalitet. Særligt indflydelsesrig var Anti-Saloon League, som fra 1893 systematisk pressede politikere. Stat for stat indførte lokale forbud, indtil 18. tillægsartikel til forfatningen blev ratificeret i 1919.
Volstead-loven, opkaldt efter kongresmedlem Andrew Volstead, definerede gennemførelsen af forbuddet. Fra den 17. januar 1920 var salg af drikkevarer med mere end 0,5 procent alkohol forbudt. Selve indtagelsen var i princippet tilladt, men uden lovlige kilder var loven reelt et totalt forbud. Tilhængerne troede på en ny æra af moral og produktivitet. Virkeligheden så anderledes ud.
Speakeasies og den nye bar-kultur
I løbet af kort tid opstod der overalt i landet illegale drikkesteder, de såkaldte speakeasies. Navnet skyldtes, at man måtte tale lavmælt for ikke at vække politiets opmærksomhed. Adgangen foregik via skjulte indgange, kodeord eller personlige anbefalinger. Nogle speakeasies gemte sig bag vaskerier eller blomsterbutikker, andre lå i kældre eller på lofter. Man regner med, at der i New York City på et tidspunkt var over 30.000 sådanne steder – flere end før forbuddet.
Kvaliteten af den tilgængelige spiritus var ofte elendig. Smuglet whiskey fra Canada eller kysten var dyrt og sjældent. I stedet drak de fleste hjemmebrændt gin, billig snaps eller industriel alkohol, der kun var blevet nødtørftigt gjort drikkelig. Barkeeperne måtte blive kreative: De skjulte fuselagtig smag med frugtsaft, sodavand og alt, hvad der var ved hånden. Mange klassiske cocktails, som i dag anses for raffinerede, opstod af nødvendighed for at gøre dårlig spiritus nogenlunde drikkelig.
Paradoksalt nok demokratiserede forbuddet drikkeriet. Førhen havde salooner udelukkende været mændenes domæne. Speakeasies tiltrak imidlertid begge køn, og kvinder drak for første gang offentligt og naturligt. Jazz, nye dansestile og en atmosfære af oprør prægede speakeasy-kulturen. Forbuddet gjorde ikke blot drikkeriet ulovligt, men også spændende.
Organiseret kriminalitet og smuglere
Forbuddet skabte et stort sort marked, og kriminelle organisationer udfyldte hullet. Personer som Al Capone i Chicago, Lucky Luciano i New York eller Purple Gang i Detroit opbyggede imperier på spiritussmugling. Alene Capone skal ifølge skøn have tjent 60 millioner dollar om året på sit højeste – svarende til over en milliard i nutidens penge.
Smuglingen foregik på forskellige måder. Rumrunner bragte whiskey fra Canada og Caribien over grænserne og kyster. Destillerier i Canada og på Bahamas kørte på højtryk, officielt til eksport til andre lande, men i virkeligheden til det amerikanske marked. På østkysten lå en hel flåde af skibe uden for tolvmilsgrænsen, den såkaldte Rum Row, hvorfra mindre både bragte spiritussen i land. Kystvagten stod magtesløs.Volden eskalerede. Bandekrige om territorier kostede tusindvis af døde, det berygtede Valentinsdag-massakre i 1929 i Chicago var blot det mest kendte tilfælde. Korruption gennemsyrede alle niveauer: politi, dommere og politikere lod sig bestikke. Den lov, der skulle forbedre samfundet, underminerede tilliden til statslige institutioner varigt.
Bartendere i eksil
For professionelle bartendere betød forbudstiden slutningen på deres lovlige eksistens. Mange af de bedste forlod landet. Harry Craddock, som senere skrev Savoy Cocktail Book, rejste til London og The Savoy Hotel. Harry MacElhone overtog Harry’s New York Bar i Paris. I Havana, London, Paris og andre europæiske byer opstod barer, der blev drevet af amerikanske bartendere og serverede amerikanske cocktails.
Denne udvandring havde vidtrækkende konsekvenser. Den europæiske bar- og cafékultur, som indtil da havde været fokuseret på vin og øl, overtog den amerikanske cocktailtradition. Samtidig bevarede disse eksil-bartendere standarder og teknikker, som i USA selv var gået tabt. Da forbudstiden sluttede, var det institutionelle viden stort set forsvundet. Det ville tage årtier at lukke hullet.
Slutningen og efterdelen
Den økonomiske krise fra 1929 accelererede afslutningen på forbudstiden. Regeringen havde desperat brug for skatteindtægter, og den lovlige alkoholindustri lovede arbejdspladser. Den offentlige mening vendte, også tidligere fortalere så eksperimentet som en fiasko. Den 5. december 1933 blev det 21. tillægsforfatningsændring ratificeret, det eneste, der nogensinde har ophævet en tidligere ændring.
Tilbagevenden til legalitet var rystende. Mange delstater og counties indførte egne regler, nogle forblev tørlagt. Den organiserede kriminalitet forsvandt ikke, men flyttede blot til andre forretningsområder. Bar- og cafékulturen havde brug for årtier på at komme sig. Først i 1990’erne begyndte en renæssance, da bartendere genopdagede gamle teknikker og opskrifter.
Forbudstiden efterlod dog også positive spor. Den kreativitet, hvormed bartendere måtte kompensere for dårlige ingredienser, førte til nye drinks og teknikker. Demokratiseringen af drikkevarer bestod. Og romantikken omkring Speakeasy-æraen inspirerer stadig bar-koncepter verden over. Det mislykkede eksperiment blev til grundlæggende legende for den moderne cocktailkultur.
Passer til dette
- Gin Rickey
- Southside
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor forbindes forbudstiden med cocktailkultur?
Forbudstiden tvang bartendere til at dække dårlig sortbørs-alkohol over med juice, sirupper og andre ingredienser. Mange cocktails, vi kender i dag, opstod eller udviklede sig yderligere i denne periode. Samtidig udvandrede professionelle bartendere til Europa og spredte der den amerikanske cocktailkultur. De illegale Speakeasies skabte desuden en atmosfære af oprør og glamour, som stadig præger bar-koncepter i dag.
Hvor mange Speakeasies var der under forbudstiden?
Præcise tal findes naturligvis ikke, da lokalerne var ulovlige. Men skøn anslår, at der alene i New York City på sit højeste var over 30.000 Speakeasies – betydeligt flere end de lovlige barer før forbudstiden. I andre storbyer så det lignende ud. Forbuddet førte altså ikke til færre, men til flere drikkesteder, blot i det skjulte.
Var forbudstiden lige stram i hele USA?
Nej, håndhævelsen varierede meget. I landlige områder og konservative regioner blev forbuddet taget mere alvorligt, mens det i storbyer som New York, Chicago eller San Francisco stort set var virkningsløst. Korruption og manglende ressourcer gjorde håndhævelsen vanskelig. Nogle delstater indførte efter 1933 egne regler, og i nogle counties gælder der stadig lokale alkoholforbud.
Hvilken rolle spillede Canada under forbudstiden?
Canada blev den vigtigste lovlige kilde til alkohol. Destillerierne der producerede officielt til eksport, men størstedelen af spiritus blev i realiteten smuglet ind i USA. Specielt over grænsen til Detroit og via de store søer foregik en livlig handel. Også via kysterne i British Columbia kom store mængder sydpå. Den canadiske regering profiterede af skatter og arbejdspladser, samtidig med at den officielt forblev neutral.
